Helle for formandsposten

Det er 10 dage siden, Villy meldte sin afgang som formand for SF, og siden har formandsvalget fyldt en hel del medierne, og nok endnu mere i mange SF'eres hoveder. Mange spændende spørgsmål har præget morgenaviserne, så som hvorvidt Villy gik fra en "synkende skude", om SF kan betegnes som et skib på vej mod et isbjerg, og hvor skadeligt det åbenbart kan være for et politisk parti, hvis noget så farligt som medlemsdemokrati får indflydelse på valget af ny formand. Vi er i SF vandt til mediernes velvoksne fantasi, når det kommer til "interne opgør", knive i ryggen, og spændende nye fraktioner, som de politiske analytikere forgæves forsøger at placere på en venstre-højre skala. Det vigtige spørgsmål om, hvor SF som parti skal hen ad, hvordan vi tydeliggør vores politiske projekt osv. har de ind til videre hold sig fra.

For 10 dage siden vågnede jeg, som sikkert mange andre, til en blinkende besked på min telefon - en e-mail hvori SF i nyhedsbrevsform meddelte at Villy Søvndal ville melde sin afgang. Som SF'er, der kan huske opturen efter Villys valg til formandsposten i 2005, og - som mange andre folkesocialister - frustreret har fulgt med fra sidelinjen, mens vores parti vandt regeringsmagten og tabte en stor del af sine mandater i samme øvelse, er Villys afgang en streg i sandet. At Villy ikke har virket så glad og målbevist længe, var en eftertanke værd under samme dags pressekonference, hvor diverse journalister ellers ihærdigt forsøgte at få en bitter kommentar, eller et hint af konflikt, fra den glade formand.

En del i ledelsen af SF har i diskussionerne om vores liv i regering, fremhævet den bitre eftersmag dagen ovenpå valgfesten i 2007, da SF vandt mandaterne, men måtte se VKO fortsætte i regeringskontorerne. Pointen er, så vidt jeg forstår, at det er bedre at være lille i en rød regering, end stor i en rød opposition. Point taken. Jeg husker ligeså tydeligt, den blandede følelse, jeg tror en del SF'ere havde på valgaftenen den 15. september sidste år, da mandatfordelingen i en ny regering gik op for os. En stærk Margrethe Vestager er ikke til at lave sjov med, og som det største parti kunne socialdemokraterne selv vælge, om de ville læne sig til højre mod de radikale, eller til venstre mod os i SF. Jo, allerede da Helle trådte frem fra de private gemakker og blev hyldet socialdemokraternes nye (og den første kvindelige) statsminister, så  det ud til at blive hårdt arbejde, for os folkesocialisterne. Det har det sandelig også vist sig at være.

Jeg har, som mange andre folkesocialister, skulle forsvare mit parti adskillige gange siden 15. september sidste år, til familiesammenkomster og på jobbet. Jeg er uforstående overfor, at det i den grad er lykkedes medierne at fremstille den rødeste regering i mands minde, som en højreorienteret fiasko. Selv som SF'er, der har måtte sluge til tider urimelige kompromiser, vil jeg ikke abonnere på påstanden om, at den røde regering ikke gør en forskel. Vi har fjernet kontanthjælpsloftet og starthjælpen, vi har genstartet den grønne omstilling efter 10 år i bak gear, vi har en beskæftigelsesminister som forsvarer de lediges ret i en krisetid...jeg kunne nævne meget mere.

Som SF'er har jeg også lyttet til kritik, som jeg har syntes var svær at komme udenom. Jeg har selv været uforstående overfor, hvorfor en skatteaftale med Løkke og Barfoed var mere attraktiv for en rød regering, end en med Enhedslisten, og jeg har måttet sande at meget bundede i et styrkeforhold mellem SF og de Radikale, som trak regeringen ind mod midten og mod højre, i stedet for til venstre, og hvor SF måtte give langt flere afkald, end de andre partier har præsteret. Stof til eftertanke. Havde Åge Frandsen så ret, da han stillede spørgsmålstegn ved SFs regeringsdeltagelse? Ikke nødvendigvis. Men vi er nødt til at tænke vores strategi anderledes. Hvis læren af 2007-valget var, at et stærkt SF ikke er nok, hvis vi ikke også har regeringsmagten, så har læren af de sidste år været, at en rød regering uden et stærkt SF, heller ikke batter meget! Vi må altså sørge for at styrke begge.

De kommende uger står på formandsdebatter, og diskussioner i den folkesocialistiske forening. Det er en mulighed for at få diskuteret det sidste års erfaringer igennem, og træffe nogle nye strategiske beslutninger. At SFs politiske projekt igen bliver synligt, og at medlemmerne i SF igen føler, at det er deres parti, hvori de har en aktiv stemme, er afgørende for, at projektet lykkes. Vi skal stole på hinanden på tværs af mediernes fløje. Og frem for alt er det helt afgørende, at der igen bliver tydelig forskel på vores formand og Helle T. - også selvom vi efter alt at dømme snart får vores første kvindelig formand. Med socialdemokraternes højredrejning er der så stor forskel på S og SF, at det skal komme til udtryk i vores politiske projekter. Det er jo derfor SF i regering er så altafgørende et projekt.